til min kære mentor ❤

Kære læser

Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år 😊

Da jeg var gravid med Jean, gik jeg til kommunen og sagde jeg er gravid og vil beholde barnet, men jeg viste jeg havde behov for en form for støtte. Den gang skrev min sagsbehandler at hun var nervøs for mit ( den gang ) ufødte barn. Allerede der da jeg læste det blev jeg ramt af frygt. Frygten for at kommunen ville tvangsfjerne Jean. Jeg var dog fast besluttet på at det skulle være over mit lig. Jeg skulle nok bevise at jeg kunne varetage MIT barn.

Mandag den 10 februar ringede jeg til min sagsbehandler på familiecenteret. Hun var næsten færdig med den rapport der skulle afgøre hvilken støtte jeg skulle have. Jeg var stadig møg hamrende rad for om det de nu havde fortalt mig igennem graviditeten, nu også passede. Da jeg var til møde under graviditeten, fortalte jeg om min bekymring om deres indblanding i min moderrollen. Ikke fordi de ikke måtte, men jeg var skrækslagen over hvad udfaldet ville blive. Jeg viste jo at hvis jeg sagde nej, så ville de stille endnu flere ? Ved mig. Når men tilbage til den 10 februar 2014. Jeg ringede for at forhøre mig angående den rapport.  Sagsbehandleren sagde at den næsten var færdig, og jeg måtte for alt i verden ikke føde inden. ( det bestemte jeg desværre bare ikke selv hihi ) Tirsdag den 11 februar kl 07:45 ca vågner jeg dog og vandet det går. Her må jeg jo så ,efter noget tid, ringe til min sagsbehandler og sige at vandet er gået. Her går min sagsbehandler i panik og skynder sig at gøre rapporten færdig. Jean bliver født den 12 februar kl 21:50 og min sagsbehandler kommer op og hilser på os. Det er både med nervøsitet og glæde. Jeg tænkte. Skal hun nu sige til mig at min søn skal i plejefamilie? Hun bad mig læse rapporten og det gjorde jeg. Til sidst stod der så. Der er ingen grund til bekymring om Marias moderrolle og jeg mener at hjemmelig støtte er nok. De ord husker jeg så tydeligt og jeg græd af lykke. Det betød at jeg ikke skal aflevere mit barn til en plejefamilie. Når men jeg skulle jo så have denne støtte og jeg havde bedt om den fra fødsel af, men først 4 måneder efter Jeans fødsel, fik jeg en mentor. Jeg var meget skeptisk og holdte mig meget tilbage, da jeg ikke længere følte at jeg havde behov for en mentor. Der tog jeg fejl…. Min mentor har hjulpet mig så ufattelig meget og hun har været en kæmpe del af mit og Jeans liv. Hun var med til Jeans 1 års fødselsdag og det er jeg hende taknemmelig for. Hun har været der når jeg havde det svært og ville opgive ( næsten ) alt. Hun har rådet mig ift Jeans far, min mor, min fremtid, mine følelser ja you nem it.. Den dag da vi skulle flytte fra Holbæk kommune, var den dag hvor jeg mistede min mentor. Selv nu her hvor jeg skriver dette, begynder tårerne at trille lige så stille ned af kinderne på mig. Jeg har ikke fortrudt at vi er flyttet, men når man tager en beslutning så er der nogle konsekvenser ved det. Den ene konsekvens var at jeg ikke skulle se min mentor som min mentor mere. Det er sørgeligt. Den 27 november flyttede vi så. Jean og jeg tog forbi min mentor for at takke hende for at have været en del af vores liv. Hun havde været en del af os i 1,5 år. Jeg følte dog at hun havde været der i længere tid. Vi sad og snakkede om fremtiden og alt det der nu høre til. Da hun så fortalte at hun havde et lille kort og en gave så begyndte tårerne endnu mere. Jeg læste kortet og græd endnu mere. Til sidst i brevet havde hun skrevet og jeg citere ” nogle mennesker sætter dybere spor og i har sat en meget dybt spor i mit hjerte ” her begynder alle tårerne bare at få frit løb. Det gør det også hos min mentor og hold da op hvor jeg bare ville ønske denne dag ville slutte. Det var en utrolig hård dag at komme igennem. Jeg savner min mentor rigtig meget. Hun står stadig som en af mine kontakter og der vil hun forblive i lang tid endnu. Ved at jeg har hendes nr i telefonen så kan jeg bare ringe op hvis det var det. Det er dog ikke sket endnu, men hvis nu der var et behov 😊

 

Til min kære ” gamle ” mentor

Hvis du en dag ser dette, så skal du vide at du har ændret mit syn på så mange ting. Du har få mig til at se tingene på en anden måde end hvad jeg har gjort. Du har også en virkelig stor plads i mit hjerte. Du har hørt mine dybeste tanker. Du har følt med mig når jeg har haft behov for det. Du var der da jeg havde det svært og nu er du her ikke længere. Jeg har taget mig i at ville ringe til dig og fortælle at jeg fik 10 i matematik, men stoppede da jeg tænkte at du ville nok blive glad for at høre det, men at du desværre ikke kunne støtte mig længere. Jeg ville blive ked af det hvis jeg ikke kunne gøre det som en af dine familier, så derfor lod jeg vær. Jeg ved godt at jeg var meget skeptisk og tilbageholdende den første tid af vores samarbejde men du udviste en stor tillid og tryghed. Det viste mig at jeg godt kunne stole på dig og du har virkelig rådet og vejledt mig. Nu er du her ikke, men du er i mit hjerte 😊 tak for alt mentor. Du er savnet 😊

Tak fordi du læste med 😊

Mvh

Maria