Kære læser

I går var Jean til samvær med sin far. Alt gik godt, og de hyggede sig begge to. Efter samværet gik Jeans med hen til bilen og satte Jean i sin auto stol. Her der spørger jeg så hvad grunden var til hans angreb mod mig i SF. Der fik jeg så svar. Jeg fik fortalt hvordan jeg så på tingene osv. Ret og sagt så fik jeg alle mine tanker og frustrationer ud. Der blev talt stille og roligt, men vi fik begge sagt hvad vi havde på hjertet og hvordan vi hver i sær har set på det i de 9 mdr hvor der ikke har været samvær. Vi fik snakket om hvordan vi kunne undgå at komme så langt ud igen som vi var denne gang.

Jeg syntes jo at det bedste ville være hvis vi kan kommunikere da vi trods alt skal være i hinandens liv i de næste 16 år og længere tid endnu. Vi har i hvert fald et ansvar i de næste 16 år som vi må og skal tale om.

Vi ville jo selvfølgelig ikke være enige i alt og det skal vi heller ikke, men vi bliver nød til at kommunikere.

Vi fik blandt andet talt om hvad der gjord at han valgte at gå igennem SF. Vi fandt så ud af at hvis han havde sagt jeg har behov for at tale om det her. Så kunne vi have undgået alt det her.

Nåh men alt i alt, så må vi fokusere på fremtiden og lægge fortiden bag os. Vi skal jo begge tænke hvad der er Jeans bedste.

Nu har vi en ordning der hedder 1 time 1 gang om ugen og ja det er hul i hovedet og til grin, men Jean kender ikke sin far og far kender ikke Jean. Jean skal ikke kastes ud i samvær i 2-3 timer når de ikke kender hinanden. Det var far helt enig i og syntes også nu at en time er nok til at starte med.

Min fremtidig tanke er, at Jean og far får2-3 timer sammen i Nykøbing. Grunden til jeg mener det skal være 2-3 timer er at så har de mere tid sammen og kan hygge sig mere. Grunden til nykøbing er, at Jean er i sin lokale omgivelser og kender efterhånden byen ( ja ja han ved jo ikke hvad de forskellige steder er osv ). Jeg ville ikke være langt væk og ville kunne komme og hjælpe hvis der bliver behov for det. Der skal jeans far bare sige hvor de er også ville jeg kunne være der på Ca 10 min hvor hvis det er i en hel anden by så ville Jean måske være mere usikker og far vil måske ikke kende stedet og vide hvor de kan være henne. Der ville jeg kunne være mere til hjælp i Nykøbing da jeg kender de steder hvor der er børne aktiviteter osv. Det ville jeg ikke kunne udbys.

Nåh men nu har vi 4 gange tilbage i SF også skal vi til møde om fremtidens samvær. Tilsynsføren har jo også noget at skulle have sagt. Hvis hun mener det er for tidligt at far og Jean er på egen hånd så må vi jo tage den derfra, men det regner jeg nu ikke med er tilfældet.

Hvis der er nogen der læser det her og undre sig over hvad SF er så er det en forkortelse af statsforvaltningen.

Tak fordi du læste med

Mvh

Maria

Kære læser

I går var Jean til samvær for første gang efter 9 mdr.

Jeg kunne godt mærke at jeg var nervøs og spændt på samme tid. Jeg viste ikke hvordan Jean ville regere eller hvordan hans far ville tackle at se Jean igen. Jean og jeg var der i god tid, så vi var der kl 12:15 og samværet skulle starte kl 13:00. Jean og jeg sad i venterummet og jeg fik så set ud af øjenkrogen, at Jeans far og kone kom ind ad døren. Jeg havde valgt at jeg ikke ville skænke dem et blik overhovedet, da det var bedst sådan. Vi ventede et godt stykke tid, før vi blev kaldt op. Jean, hans far og jeg gik med op og allerede da Jean kom ind i samværs lokalet, gik han igang med at lege. Det var dejligt at se at Jean følte sig godt tilpas. Jean og hans far legede sammen igennem samværet og det var dejligt at se. Der var en helt rolig stemning i lokalet. En ro som kunne mærkes lige sådan man kom ind i lokalet. Efter samværet hjalp jeans far med at give Jean overtøj på. Vi fulgtes ud af SF ( statsforvaltningen ) Vi snakkede lidt sammen, men der var kommunikation. Man kan jo også sige at vi gik fra hinanden med irritation og frustration, så det at vi kunne sige lidt til hinanden var jo fint. Vi bliver aldrig BFF og det er der heller ingen grund til at være, men hvis vi kan snakke sammen og være høflige overfor hinanden, så vil vi kunne vise Jean, at det er okay. Jeg har valgt at lade fortiden være fortiden, og fokusere på det der er det vigtigste her i livet, nemlig Jean. Vi kommer jo til at være i hinandens liv i de næste 16 år. Så vi kan lige så godt se det i øjnene. Vi må jo kommunikere.

Personligt så er jeg glad for at samværet er kommet op og køre. Jean har jo krav på hans far og mig. Det er ikke os der har krav på ham. Jeans tav er det vigtigste for mig og jeg ville ikke skulle tænke på at jeg skulle have forhindret samværet. Jeg ved hvordan det følelse er. Min far er sømand og har været det igennem hele mit liv og længere tilbage. Jeg har ikke så mange minder med min far, men jeg har nogle. Hver gang han skulle afsted igen, så blev jeg ked af det. Jeg fik svigt og den følelse sidder stadig i mig. Det ville jeg ikke overføre til min egen søn.

Kære læser

Efter jeg har spurgt på min fan side på Facebook,  ( Jean og Maria – de unge mødre ) har jeg især taget nogle forslag til mig. Det jeg tog mest til mig var, Jean og hans far.

Den gang hvor jeg gik fra Jeans, var jeg fast besluttet på at vi ikke skulle danne par mere. Det holder jeg også stadig fast i. Da Jean blev født var hans far samt familie oppe og se Jean. De var efterfølgende på besøg hos mig i St merløse, men da Jean var 3 mdr fik jeg brev fra SF. ( statsforvaltningen ) Jeg var blevet indkaldt til møde om fastsættelse af samvær. På daværende tidspunkt var jeg sur og irreteret, men nu tænker jeg at det havde jeg også nok selv gjort, hvis det var mig der var i hans sted. Vi fik fastsat en gang om ugen i 1,5 time. I Oktober 2014 valgte vi selv at stige i samvær, så den hed 2,5 time hver ugen og hver anden søndag. Det gik også rigtig godt og jeg følte, at vi fik en bedre kommunikation. Der sker så desværre det at samværet køre nedad, hvor vi bliver enige om at holde en pause. Vi starter op igen, men jeg bliver så ringet op efter nogle samværs besøg, og får at vide at Jeans far ville gå i SF. bum bum….. fra den dag til vi kommer i SF, går der omkring 4 mdr. Vi bliver enige om en samværs aftale, men på grund af min flytning blev den udskudt, da der ville være for meget om jeans øre med ny vugger, nyt hjem, ny by, nye mennesker, nye børn. Ja generelt bare alt er nyt. Så nu her efter 9 mdr, skal Jean og hans far se hinanden for første gang. Jeg ved, Jean ikke ved hvad der skal forgå. Han kan ikke huske hvem hans far er.

Nu tænker du måske. Hvordan har du det med det?

Det skal jeg fortælle dig. Jeg har det godt med det. Jeg VIL kun vores barns bedste. Det er det bedste at have en mor og en far. Alle børn bør vide hvem deres forældre er. Som jeg sagde til Jeans far da jeg ventede Jean. Jeg vil aldrig stå i vejen, for dig og din familie i at se Jean.

Det løfte står jeg ved og jeg vil altid stå ved det.

Jeg håber inderligt af hele mit hjerte, at Jean tager det super godt og er imødekommende for det vi skal i morgen. Det er jo en stor dag for Jean. Jeg er både spændt og nervøs på samme tid. Jeg er spændt på hvordan det ville gå, og nervøs for hvordan Jean regere.

Så kunne du måske sidde med tanken om, hvad nu hvis Jean regere negativt og tager dette som noget dårligt.

Jamen hvis Jean regere negativt, så må jeg jo gøre hvad tilsynsføren mener er bedst at jeg gør. Men jeg satser nu på at alt går godt. Hvis jeg har en positiv indstilling, så burde alt nok gå mht tryghed ved et nyt osv 😊

Jeg håber alt nok skal løse sig på den positive måde, og alle kan gå derfra med en god ro i kroppen 😊

Tak fordi du læste med

Mvh

Maria

Kære læser

Jeg startede i skole i 2000. Jeg boede på Amager på daværende tidspunkt, så jeg startede i 0 klasse på Sundparke skole. Det år var hyggeligt. Jeg startede i klasse sammen med min gamlebarndomsveninde. Skoleåret startede og vi kom godt ind i hvad det ville sige at gå i skole. Efter sommerferien startede jeg så i 1 klasse. Her får vi nye lærer. Vores klasselære er ny uddannet og vi var hendes første klasse. I dette år sker der rigtig meget. Der sker blandt andet det at min mor bliver syg. Hun får en depression som ender med at blive en sykose. Jeg bliver en meget indelukket pige som går meget for sig selv. Jeg har ikke lyst til at være blandt andre og jeg sidder typisk i vindueskarmen og kigger ud ad vinduet. Derudover bliver jeg mobbet af nogle fra klassen over mig. ( 2 klasserne ) på dette tidspunkt havde jeg kort hår, jeg var buttet, mit ar var meget tydeligere end i dag og jeg gik ikke i det smarteste tøj. Der var mange grunde til at jeg blev mobbet. I de følgende år går det så vidt at jeg blev overfaldet. ( nu tænker du hvorfor ikke gå til en hård vagt?  ) Jeg prøvede at gå til de voksne. Jeg gik til inspektøren. Jeg sagde det i hjemmet. Min familie tog det seriøst, men lærene og inspektøren gjorde ikke andet end at sige fy fy det må du ikke. Tror man selv at det hjælper og sige det som om du taler til en på 4 år? Nej det gjorde det så ikke. Den dag hvor jeg blev overfaldet kom jeg heldigvis væk fra de personer der gjorde det. Jeg løb og græd, jeg var helt ude af mig selv. Her er der så en ny lære der tager fat i mig. Jeg havde aldrig set ham før. Han spurgte mig om hvad der var sket. Jeg husker ikke hvad jeg sagde men jeg rev mig løs da jeg så de drenge der havde overfaldt mig. Jeg løb op til min klasse og ringede til min mor og sagde at jeg ikke kunne mere,  jeg ville ikke mere. Hun sagde så at jeg skulle tage mine ting og komme hjem. Jeg kom ind i klassen efter frikvarteret, jeg tog mine ting og gik hen mod døren. Vi havde en vikar den dag, og han sagde at jeg skulle blive til skolen var forbi. Så råbte af ham og sagde at jeg har fået besked på at komme hjem. Jeg havde tåre i øjnene og helt ude af den. Det var sidste gang jeg kom på den skole og jeg har aldrig siden sat mine ben der igen. Efterfølgende startede jeg på en Rudolfsteiner skole. Den lå på daværende tidspunkt på ræfhaleøen ( ude ved operaen i kbh ) her kom jeg i en super god klasse og jeg var rigtig glad for den. Da jeg gik i 6 klasse går min drøm i opfyldelse. Vi flytter. Vi flyttede til fjelde. Det er en lille by 6 km fra Sakskøbing. Her kom jeg på en almindelig folkeskole igen, men det endte heller ikke godt. Jeg kom kun til sidst fordi jeg viste at jeg skulle. Jeg følte mig udenfor og nedgjort af mine klassekammerater. Jeg takker dem for intet. Jeg har Stort set glemt dem alle. Et år efter bliver jeg konfirmeret, ( 04.05.08 ) men dagen efter bliver min mor igen syg. Vi flytter tilbage og jeg kommer på steiner skolen igen. Der var den bare ikke den samme og jeg stoppede 8 mdr efter. Herefter kommer jeg på en skole der hedder VIKASKU  verdens bedste skole. Her gik jeg i 3 år og det er de bedste skole år jeg havde. De ændrede mig fuldkommen. Fra at gå fra 4 klasse niveau til 8 klasse niveau på al den tid havde forandret mig. Jeg blev heller ikke mobbet eller ligne. Det eneste der var af ulempe var at den klasselære jeg havde i 1 klasse var lære på den skole. Der blev min mor rasende. Den lære havde lavet en møg beskidt udtalelse om mig. Den har fulgt mig lige siden 1 klasse og har gjort meget negativ siden da. Min mor fik fortalt den lære hvad hun mente og læren kunne godt forstå at min mor var sur. Der blev lagt låg på den sag og  vi kom videre. Da jeg skulle i 9 klasse valgte jeg og en veninde at tage på efterskole. Vi kom sammen på Bindernæs efterskole. Vi fik at vide at der var masser af hjælp, også hvis man havde brug for ekstra støtte. Haha year right!!! Den skole nedbrød mig fuldkommen. Der var en lære jeg kunne lide og ham takker jeg for at have taget sig tid til mig. Dog den 27 marts 2012 sagde jeg farvel til Bindernæs efterskole. Jeg fik en depression af at være der…. Troede vi. Det var ikke en depression, men borderline. 17 år gammel og nu skulle jeg til at arbejde med noget jeg ikke viste hvad var, men det var nu rart at vide hvad der var galt. Lige siden den dag har jeg arbejdet med mig selv. Det har så også givet pote. Jeg tog min 9 klasse på Tølløse produktionsskole, men kom ud med skod karaktere.  Den 12 januar 2015 startede jeg på VUC i Holbæk for at rette op på min skolegang og afslutte 9 klasse med bedre karaktere. Jeg mangler nu 1 eksamen endnu. Mundtlig dansk og jeg er en smule nervøs. Indtil videre har jeg fået 4 i skriftlig og mundtlig engelsk. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg har fået 10 i samfundsfag, skriftlig/mundtlig matematik og 10 i grammatisk i dansk. Jeg mangler at få karakter på skriftlig dansk og den mundtlige så det er jeg spændt på

Kære læser

Jeg håber du er kommet godt ind i det nye år 😊

Da jeg var gravid med Jean, gik jeg til kommunen og sagde jeg er gravid og vil beholde barnet, men jeg viste jeg havde behov for en form for støtte. Den gang skrev min sagsbehandler at hun var nervøs for mit ( den gang ) ufødte barn. Allerede der da jeg læste det blev jeg ramt af frygt. Frygten for at kommunen ville tvangsfjerne Jean. Jeg var dog fast besluttet på at det skulle være over mit lig. Jeg skulle nok bevise at jeg kunne varetage MIT barn.

Mandag den 10 februar ringede jeg til min sagsbehandler på familiecenteret. Hun var næsten færdig med den rapport der skulle afgøre hvilken støtte jeg skulle have. Jeg var stadig møg hamrende rad for om det de nu havde fortalt mig igennem graviditeten, nu også passede. Da jeg var til møde under graviditeten, fortalte jeg om min bekymring om deres indblanding i min moderrollen. Ikke fordi de ikke måtte, men jeg var skrækslagen over hvad udfaldet ville blive. Jeg viste jo at hvis jeg sagde nej, så ville de stille endnu flere ? Ved mig. Når men tilbage til den 10 februar 2014. Jeg ringede for at forhøre mig angående den rapport.  Sagsbehandleren sagde at den næsten var færdig, og jeg måtte for alt i verden ikke føde inden. ( det bestemte jeg desværre bare ikke selv hihi ) Tirsdag den 11 februar kl 07:45 ca vågner jeg dog og vandet det går. Her må jeg jo så ,efter noget tid, ringe til min sagsbehandler og sige at vandet er gået. Her går min sagsbehandler i panik og skynder sig at gøre rapporten færdig. Jean bliver født den 12 februar kl 21:50 og min sagsbehandler kommer op og hilser på os. Det er både med nervøsitet og glæde. Jeg tænkte. Skal hun nu sige til mig at min søn skal i plejefamilie? Hun bad mig læse rapporten og det gjorde jeg. Til sidst stod der så. Der er ingen grund til bekymring om Marias moderrolle og jeg mener at hjemmelig støtte er nok. De ord husker jeg så tydeligt og jeg græd af lykke. Det betød at jeg ikke skal aflevere mit barn til en plejefamilie. Når men jeg skulle jo så have denne støtte og jeg havde bedt om den fra fødsel af, men først 4 måneder efter Jeans fødsel, fik jeg en mentor. Jeg var meget skeptisk og holdte mig meget tilbage, da jeg ikke længere følte at jeg havde behov for en mentor. Der tog jeg fejl…. Min mentor har hjulpet mig så ufattelig meget og hun har været en kæmpe del af mit og Jeans liv. Hun var med til Jeans 1 års fødselsdag og det er jeg hende taknemmelig for. Hun har været der når jeg havde det svært og ville opgive ( næsten ) alt. Hun har rådet mig ift Jeans far, min mor, min fremtid, mine følelser ja you nem it.. Den dag da vi skulle flytte fra Holbæk kommune, var den dag hvor jeg mistede min mentor. Selv nu her hvor jeg skriver dette, begynder tårerne at trille lige så stille ned af kinderne på mig. Jeg har ikke fortrudt at vi er flyttet, men når man tager en beslutning så er der nogle konsekvenser ved det. Den ene konsekvens var at jeg ikke skulle se min mentor som min mentor mere. Det er sørgeligt. Den 27 november flyttede vi så. Jean og jeg tog forbi min mentor for at takke hende for at have været en del af vores liv. Hun havde været en del af os i 1,5 år. Jeg følte dog at hun havde været der i længere tid. Vi sad og snakkede om fremtiden og alt det der nu høre til. Da hun så fortalte at hun havde et lille kort og en gave så begyndte tårerne endnu mere. Jeg læste kortet og græd endnu mere. Til sidst i brevet havde hun skrevet og jeg citere ” nogle mennesker sætter dybere spor og i har sat en meget dybt spor i mit hjerte ” her begynder alle tårerne bare at få frit løb. Det gør det også hos min mentor og hold da op hvor jeg bare ville ønske denne dag ville slutte. Det var en utrolig hård dag at komme igennem. Jeg savner min mentor rigtig meget. Hun står stadig som en af mine kontakter og der vil hun forblive i lang tid endnu. Ved at jeg har hendes nr i telefonen så kan jeg bare ringe op hvis det var det. Det er dog ikke sket endnu, men hvis nu der var et behov 😊

Til min kære ” gamle ” mentor

Hvis du en dag ser dette, så skal du vide at du har ændret mit syn på så mange ting. Du har få mig til at se tingene på en anden måde end hvad jeg har gjort. Du har også en virkelig stor plads i mit hjerte. Du har hørt mine dybeste tanker. Du har følt med mig når jeg har haft behov for det. Du var der da jeg havde det svært og nu er du her ikke længere. Jeg har taget mig i at ville ringe til dig og fortælle at jeg fik 10 i matematik, men stoppede da jeg tænkte at du ville nok blive glad for at høre det, men at du desværre ikke kunne støtte mig længere. Jeg ville blive ked af det hvis jeg ikke kunne gøre det som en af dine familier, så derfor lod jeg vær. Jeg ved godt at jeg var meget skeptisk og tilbageholdende den første tid af vores samarbejde men du udviste en stor tillid og tryghed. Det viste mig at jeg godt kunne stole på dig og du har virkelig rådet og vejledt mig. Nu er du her ikke, men du er i mit hjerte 😊 tak for alt mentor. Du er savnet 😊

Tak fordi du læste med 😊

Mvh

Maria