Borderline og dens betydning for mig

Kære læsere

Der er mange der har spurgt indtil min borderline. Siden jeg fik konstateret at jeg havde Borderline er mange brikker faldet på plads. Jeg har fundet ud af hvem jeg er og jeg har kunne arbejde med mig selv samt de udfordringer der medfølger. Jeg har lidt meget af angst. Angst angående min mor. Hvis hun ikke var hjemme på de pågældende tidspunkter vi havde aftalt, kunne jeg gå i panik. Det var så slemt at jeg ringede til familie for at høre om de havde hørt fra hende. Nogle gange var det også sådan at jeg overvejede at ringe til sygehuset for at høre om hun var der… Jeg ved godt det er langt ude, men når du er bange og har frygt i kroppen, så regere du på dine følelser. Jeg ringede dog aldrig til sygehuset, for min mor nåede for det meste altid hjem inden det blev så slemt. Jeg har lige så været selvdestruktiv. Jeg har cuttet, og jeg er på ingen måde glad for at fortælle det, jeg har fået navlepiercing, selvom min mor forbød mig det, jeg har gjort ting jeg fortryder, og selvom det nu er 6 år siden, så væmmes jeg stadig ved tanken. Jeg har let til tåre og jeg kan ikke styre det. Jeg har tit følelserne uden på tøjet og jeg snakker meget om de ting der går mig på. Jeg har altid haft behov for en struktureret hverdag. Jeg har altid haft behov for at få bekræftet at de ting jeg gjorde var rigtig eller forkert. Jeg har været meget i tvivl om mine følelser er rigtige, eller om diagnosen legede med mig. Jeg har haft svært ved at være iblandt mange mennesker og jeg har i sær haft svært med at snakke med nye mennesker. Jeg har været en outsider, men jeg har bare ikke vist at det gjorde det værre.

Nu her efter 4 års selv arbejde har jeg formået at få styr på mere end meget. Det eneste jeg stadig har svært ved er mange mennesker, mine tåre og nye mennesker. Alt tager tid, men hvis man arbejder med sine problemer så bliver man automatisk bedre til at omgås sin frygt. Jeg arbejder stadig med diagnosen og det ville jeg gøre i lang tid. Jeg ved ikke om man kan komme af med selve diagnosen, men jeg tror på at man lære at leve med det.

Mvh

Maria