Hvordan fandt jeg ud af at jeg var gravid?

Fødslen af Jean

Kære læsere

Nogle mener at en fødsel er klam, ulækker, krænkende eller det helt 4. Jeg personlig syntes at en hver fødsel er smuk. Det er et helt nyt lille liv der kommer til verden.

Jeg ville gerne skrive om fødslen af Jean og jeg ville gerne gå nogle få dage tilbage før selve fødslen. Mandag den 10 februar 2014 starter jeg imødregruppen for kvinder med særlig behov. Her mødte jeg de søde mødre og deres super lækre unger. Det fik mig bare endnu mere lyst til snart at møde Jean. Jeg havde termin den 24 februar 2014 så der var stadig 14 dage til termin og jeg kunne jo risikere at gå 14 dage over termin. Så teoristisk set så kunne jeg gå 1 måned endnu. Jeg kan huske at jeg sagde at jeg håbede snart at han ville melde sin ankomst. Resten af dagen gik bare ud på at slappe af og være sammen med mine bedste venner. Tirsdag morgen vågner jeg og klokken er omkring 07:15. Jeg mærker min dyne som er lidt våd. Jeg tror bare at det er Dyna der har savlet lidt, så jeg lægger mig ned igen for at falde i søvn, men…. Da jeg lægger mig ned går vandet. Jeg husker tydeligt den følelse jeg havde. Jeg blev fuldkommen stiv af skræk. Ikke bare tale måden stiv af skræk. Jeg var stiv af skræk. Jeg kunne ikke bevæge mig og jeg kunne ikke mærke min krop. Da jeg endelig får fat i min telefon, ringede jeg til min mor. Da hun tog den spurgte jeg hende om hun sad i toget ( mod København hvor hun arbejder ) svarede hun at det var hun. Så sagde jeg at jeg syntes hun skulle stå af toget og komme tilbage, fordi vandet lige var gået.  Her skulle man tro at det var min mor der skulle føde. Hun gik i panik. Efterfølgende ringede jeg til følesansen og forklarede at jeg var 38+1 (38 uger + 1 dag ) og vandet lige var gået. Jordemoderen spurgte om jeg havde veer og jeg svarede at det tror jeg ikke. Hun sagde så at hvis jeg ikke havde fået veer inden kl 14 ( hvor jeg fik en tid til tjek ) så kom vi bare der. Nu lå jeg så i sengen og vandet løb ned ad mine ben. Så hvad gør en klog? Hun går da i bad. Jeg skulle jo have det her fostervand af. Der var bare ingen der fortalte mig at det blev ved med at sive. Nå ja ja. Min mor kommer så farende ind ad min dør. Kalder på mig med panik og spørger hvor jeg er. Dertil svare jeg så at jeg er i bad. Jeg kunne høre på min mor at panikken faldt fra hendes sind. Er du i bad?????? Ja svarede jeg. Jeg skal jo have det her fostervand af mig. Jamen vandet er jo gået. Vi skal da på fødestuen? Min mor var overbevist om at når vandet var gået så skulle barnet være født inden for 24 timer. Det var også korrekt den gang hun fødte, men nu er alt jo anderledes. Sidst hun fødte var 19 år siden. Næsten 20 år og på 20 år sker der rigtig  meget. Nå lad nu det være det. Da vi så kommer op på fødegangen bliver jeg undersøgt og får at vide at jeg kun er 4 cm åben. Ja ja så vi tager hjem ad igen, men min mor og jeg får den gode idé at vi skal da ud og spise. Så det gør vi. Vi tager på Elmely kro og spiser en super god middag og den kan varmt anbefales. Tidligt onsdag morgen  ( 04 ) vågner jeg med de første små veer. Jeg tager en enkel panodil og sover videre. Vi havde aftalt med min tilrettelægger at de skulle komme kl 07:30 hvis ikke at vi skulle på fødegangen før. De kommer så halv otte og her har jeg regelmæssige veer. Der er knap og nap 5 minutter imellem hver ve og de vare ca 1 minut. Jeg siger så til min mor at hun godt måtte ringe til fødegangen nu for nu var der regelmæssige veer. Vi køre så klokken 8 og jeg bliver indlagt. Jeg ligger så på undersøgelses stuen i ca 4 timer. Efter vi har været ude og gå lidt får vi så en stue. Her får jeg endelig noget lattergas og det hjælper en smule. Omkring kl 16 får jeg at vide at Jeans farmor, farfar og Co er på sygehuset. De ville jo også gerne se Jean, men de havde også fået at vide at det ikke var sikkert at han blev født imens at de var i Holbæk. Den del af familien kom lang vejs og det var jo en almindelig hverdag så de skulle jo op og arbejde dagen efter. Nå men da de så kommer får jeg så lige den information at Jeans far også er med. Det kunne jeg bare ikke have og jeg ønskede ham på ingen måde i nærheden af mig. Jeg var så sur og så rasende på ham at jeg kunne bide hovedet af ham. Hvad grunden til dette var er min egen hovedpine, men jeg sagde i hvert fald at han ikke skulle ind på stuen. Det blev også accepteret. Efter lidt tid får jeg at vide at jeg kan få en epidural blokade. ( rygmarvsbedøvelse ) Da beslutter familien sig for at gå en tur i Holbæk og give mig lidt tid. Jeg får så blokaden og bliver lam fra livet og ned. Nu er klokken ved at være 18 og familien kommer tilbage. Min mor spørger om det er okay at Jeans far kom med ind på stuen. Jeg siger god for det, men det var kun for en kort stund. Jeg glemmer aldrig hans måde at se på mig. Han stod som en dreng der godt viste at han havde lavet ged i den. Han kiggede ned også lidt på mig igen og så så ned i gulvet igen. Jeg var fuldkommen ligeglad med ham. Jeg tænkte kun på hvornår jeg skulle se min lille dreng. Efter familien tog afsted igen, gik timerne. På et tidspunkt siger min mor til mig at hun skulle sige fra min bedste veninde at hun sendte sine engle. Jeg sagde så at hvis hun sendte sine engle, så skulle hun selv komme. Da klokken så er omkring 21 siger min mor så nu er dine engle kommet. Jeg kigger så over i døren og her står mine bedste venner. Min super søde og skønne veninde der har været en stor støtte for mig igennem det meste af min graviditet og min lige så skønne og super fantastiske kammerat som har gjort mere end hvad en ven kan gøre for en. Jeg græd simpelthen af glæde. To unge mennesker der bor i st. Merløse kommer op på Holbæk sygehus klokken 21 om aften bare for min skyld. Hold da kæft det var så stort. De to mennesker har gjort så meget for Dyna og for mig at man skulle tro at de var engle i virkeligheden. Det er umenneskeligt hvor meget de har stået model til under graviditeten. De støttede mig da mit ( korte ) forhold gik i stykker og de stod der da jeg havde aller mest brug for dem. Jeg er og vil være den evig taknemmelig. Da klokken så bliver omkring 21:10 begynder jeg at få presse veer og mine venner venter udenfor. Klokken 21:50 ser Jean lyset for første gang. Jeg ser min lille dreng for første gang. Vi alle høre hans gråd som var engle sang og vi alle begynder at græde. Vi græder alle af lykke og det kunne ikke være mere lykkeligt. Jean var så smuk og så perfekt. Jeg var så bange for at jeg gjorde noget forkert og jeg var aller mest bange for at bevæge mig. Jeg var bange for at jeg ville tabe ham. Så min mor hjalp mig op og sidde. Her efter kommer mit vennepar ind og siger hej til Jean. De er så hans første gæster og de fik tilkendt titlen som tante og onkel. Den titel vil de altid have og det forbliver sådan. Jean blev født Onsdag den 12 februar 2014 kl 21:50. Han vejede 3075 gram og var 50 cm lang. Jeg husker denne dag som var det i går. Det er en dag ingen forældre glemmer. Det er jordens mest lykkeligste dag. Jeg husker at efter jeg havde født, står jeg nede ved døren  ( udenfor ) og ryger en smøg. Jeg kigger op på himlen. Det er en klar natte himmel. Klokken har nu slået 12 og jeg tænker. Nu begynder dit nye liv. Nu er du blevet mor. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi nu var mit liv forandret for evigt. Det blev forandret på et øjeblik og jeg fortrød ikke et eneste sekund.  Da Jean blev født viste jeg bare at det var det rigtige valg jeg havde taget da jeg skulle vælge liv frem for død. Den dag i dag har Jeg stadig ikke fortrudt. Ikke engang en eneste gang. Jeg er stadig sikker på at det var det rigtige valg. Desuden ville det aldrig kunne laves om. Jeg er mor og det ville jeg være resten af mit liv.

En lidt sjov detalje jeg gerne  ville fortælle er at den dag jeg var på skærmen for første gang.  Der sad jeg med Jean i armene. Der var en anden nybagt mor i samme lokale som så på tv’et også på mig. Igen på tv’et også på mig. Derefter sagde hun GUD det er da dig på tv. Jeg smiler til hende og sagde ja det er det 😊

Tak fordi du læste med og god aften

4

  • stumplille@hotmail.com

    Hej Maria jeg har fulgt med i alle afsnit …. Du er simpelthen så sej elsker dine indlæg os og man ser jo hvor godt du klare den trods borderline men man kam hvad man vil jeg liner os a borderline….. Kæmpe kram fra svendborg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria de unge mødre

      Tusind tak skal du have det er jeg rigtig glad for at høre. Det er ikke sjovt at have den diagnose men man må arbejde/acceptere ( med ) den istedet for at afsky den. mange venlige hilsner Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstina

    Hej Maria
    Skøn blog du har fået dig. Jeg synes, at du beskriver alting så levende – og det er det, der får mig til at elske dine indlæg.
    Mange hilsner fra Hvidovre nær København 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria de unge mødre

      Tusind tak det er jeg rigtig glad for at høre

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan fandt jeg ud af at jeg var gravid?